Lav egne beklædningsgenstande

Det kunne være projekter, hvor mange arbejder på det samme – hjemme og individuelt – som for eksempel et projekt, der strækker sig over et år, hvor man fremstiller 3 beklædningsgenstande fra bunden, af dansk uld (angora, alpaka mv.), ved at spinde/filte/farve/strikke/væve fibrene til færdige frembringelser.

Kortlægning

Andre projekter kunne være kortlægning af fibre vi har tilgængelige i Danmark. Hvilke fåreracer, uldtyper mv. Det kunne være at lave spindeprøver på alle fibrene og dele erfaringer og viden opnået.

Eller hvad med at kortlægge hvilke forarbejdningsservices, der er tilgængelige i Danmark. Det kunne være spinderier, væverier, garverier og lignende.

Undervisning og vidensdeling

Projekter kan også tage form som undervisning og vidensdeling omkring bæredygtighed, og hvordan man kan gavne både dyr og jord ved at benytte sig af græsningsmetoder, der binder kulstof i jorden.

Dansk Fibershed kan også på sigt danne basis for forskellige undersøgelser og forskningsprojekter, som vedrører fiberproducerende husdyr, sundhed, avl, brug af uld, græsningsmetoder, jordbundsanalyser eller lignende.

Mød ligesindede

Vores første projekt bliver at få grundlagt og udbygget et netværk som basis for kommende projekter. Til det har vi brug for DIG; om du er avler, designer, strikker, hækler, væver, filter, fiber-entusiast, interesseret i lokalt produceret og bæredygtighed eller bare nysgerrig. Kom og vær med!

Vi har også brug for at du spreder ordet om Dansk Fibershed, deler på sociale medier, og fortæller om det til venner og bekendte.